Interview med Dr. Elmira Muratova
Inddragelsen af Elmira Muratova og hendes ekspertise inden for situationen på Krimhalvøen har udvidet fokusområdet for forskningsklyngen Conflict & Security . Hun har også genoplivet ECMI‘s engagement i Ukraine, hvilket har åbnet nye muligheder for samarbejde inden for politik og uddannelse.
Kære Elmira hvor kommer du fra?
Jeg stammer oprindeligt fra Krim, en halvø i Sortehavsregionen, som ofte har spillet en central rolle i verdenshistorien. For eksempel blev den under Krimkrigen (1853–1856) kampplads for slagene mellem det britiske, osmanniske og russiske imperium. I 1945 fandt Jalta-konferencen sted i kystbyen Jalta, hvor lederne af den antinazistiske koalition fastlagde efterkrigstidens opdeling af de globale indflydelsesområder. Siden 2014 har Krim været et omstridt område: Mens det internationale samfund anerkender det som et midlertidigt russisk besat territorium i Ukraine, har regionen været de facto under russisk kontrol i mere end et årti.
Du tilhører selv en mindretalsgruppe – ser du paralleller til den dansk-tyske grænseregion? Hvilke ligheder og forskelle er der?
(E.M.): Jeg tilhører det krimtatariske etnokulturelle mindretal i Ukraine, et fællesskab med en rig, men ofte tragisk historie. Vi oplevede ødelæggelsen af vores stat, Krimkhanatet (1441–1783), af det Russiske Imperium, efterfulgt af store bølger af tvangsudvandring i det 19. århundrede. I 1944 blev vi under sovjetisk styre deporteret til Centralasien, og først efter Sovjetunionens sammenbrud begyndte vi at vende tilbage til vores oprindelige hjemland. Alle kulturelle mindretal deler fælles bekymringer om bevarelsen af deres kulturelle identitet – hvad enten det er sprog, religion eller traditioner. Hvordan disse bekymringer behandles af de lande, de lever i, skaber både ligheder og forskelle i opfattelsen af deres situation. Den afgørende forskel mellem den tysk-danske grænseregion og Krim er, at behovene hos de tyske og danske mindretal er beskyttet inden for rammerne af EU-standarder for nationale mindretal. Begge lande er demokratier, der har forpligtet sig til at opretholde menneskerettigheder og friheder. I modsætning hertil er Krim siden 2014 blevet styret af russiske love og normer, som er langt fra demokratiske værdier. Ruslands autoritære regime giver mindretallene meget lidt spillerum til at bevare deres kulturelle identitet. Som følge heraf står krimtatarerne over for assimilation og afpolitisering af deres bestræbelser på at udøve deres kollektive rettigheder som oprindelige folk på Krim.
Hvad forsker du i lige nu?
(E.M.): Som en del af SPARK-projektet forsker jeg i krimtatarernes protestadfærd. Indtil nu har vi udfærdiget et datasæt med cirka 600 protester fra krimtatarerne, der strækker sig fra midten af det 20. århundrede til i dag og dækker den sovjetiske, postsovjetiske periode og tiden efter 2014. Derudover analyserer jeg specifikke protestbølger i form af casestudier, som vi derefter bruger til empiriske sammenligninger.
Hvordan opstod idéen til dette forskningsprojekt?
(E.M.): Idéen blev udviklet i samarbejde med clusterlederen, Felix Schulte, som foreslog at integrere et dybdegående casestudie af protestadfærden hos en specifik gruppe i en helt særlig kontekst for at teste projektets hypoteser. Vi udvidede også projektet ved at beslutte at oprette et datasæt om repressalier mod krimtatarerne i Krim-konflikten efter 2014. Målet er at undersøge, hvordan samspillet mellem repression og protest kan kaste lys over krimtatarernes protestadfærd.
Svarede resultaterne til dine forventninger, eller var der overraskelser?
(E.M.): Det mest overraskende for mig var, hvor mange protester der har fundet sted på Krim under russisk besættelse efter 2014. Disse protester er ofte usynlige udefra og passer ikke altid ind i det typiske billede af „konventionelle“ protester. Hvis man dog undersøger situationen nærmere, ser man protestadfærd i mange handlinger og begivenheder, som i første omgang ikke virker som protester. Dette omfatter religiøse samlinger, menneskemængder foran retsbygninger eller forsamlinger foran krimtatarers hjem, der er blevet ransaget, eller hvor nogen er blevet anholdt. Det er bemærkelsesværdigt, især i lyset af det stærkt repressive miljø på Krim.
Er du stadig aktiv i andre projekter?
(E.M.): Et andet forskningsområde beskæftiger sig med de krimtatarer, der blev fordrevet efter 2014. Nogle af dem er interne flygtninge i Ukraine, andre er tvungne migranter i Tyrkiet, EU og andre lande. Jeg er især interesseret i, hvordan deres tilknytning til hjemlandet og deres opfattelse af „hjem“ og „tilbagevenden“ adskiller sig fra dem, der blev drevet i eksil efter deportationen i 1944. Derudover undersøger jeg ligheder og forskelle i de fordrevne krimtatarers fremtidsvisioner og dem, der stadig bor på Krim.
